Jeg voksede op blot få hundrede meter fra Vesterhavet. Bølgerne var en del af kulissen i min barndom. De var der bare. Men uden dem, ville intet have været det samme. Jeg husker ikke, hvor mange hulsten, jeg samlede til min farmor. Jeg husker allerbedst:
Duften i mine næsebor. Sandet i mit hår. Saltet på min hud. Skummet på mine ben. Der har altid boet en udlængsel i mig. Nu bor jeg i København, men har aldrig følt mig mere hjemme i bølgerne. Det her er min ode til Vesterhavet.